Hvor foraget, harm og gal bliver du, når du hører om hunde der er blevet mishandlet? F.eks. ham der sparkede sin muskelhund adskillige gange i en elevator, eller ham der hang sin hund op i et træ, og slog løs på den? Hvor gal og ked af det, bliver du når du ser eller hører om det? Forhåbentlig føler du en slags væmmelse, og bliver ked af det på hundens vegne, for det er jo synd, den stakkels hund kan jo ikke sige fra.
Men, hvad føler du, når du ser en hest blive revet i munden, få adskillige piskeslag på bagparten, eller blive pirret med et par spore dybt ind i siden? Man burde føle nøjagtig det samme, i stedet for at affinde sig med at sådan skal en "fræk" hest behandles.
Dette indlæg kommer af en frygtelig "træning", jeg så her den anden dag. En tændt unghest bliver holdt tilbage af rytterens hårde hænder, mens den bliver pirret fremad med sporene. Da den temperamentsfulde hest har fået nok prøver den at sige fra. Den fare forvirret rundt i cirkler, og da den står roligt et lille øjeblik hopper rytteren af. Desværre ikke fordi vedkommende har indset at man ikke kommer langt med en tændt og temperamentsfuld 4'års, ved at undertrykke den endnu mere, når den prøver at sige fra, men for at undertrykke den yderligere. Rytteren har med venstre hånd fat i tøjlen på hesten, og i højre hånd en dressurpisk. Mens hesten står roligt får den et ordentligt slag bagi. Hesten sætter af i et friskt tempo, for at undslippe smerten, men bliver revet tilbage i biddet. Mens den stakkels hest fare rundt i galop, på en lille volte, får den yderligere 8 slag, på bagparten og bagbenene. Hverken min mor eller jeg kunne holde det skrækkelige syn ud, så vi sagde fra på hestens vegne. Da rytteren stopper med den brutale handling, klapper vedkommende hesten. Hvorfor dog?!
Jeg tog fat i min hest og gik ud af ridehuset, hentede min hjelm og red en tur. For det ikke skal være løgn, så begyndte jeg at tude. Det kan da bare ikke passe?
Tilbage til det med hunden og hesten.
General træning med hunden går ud på at skulle være sjovt, at hunden skal være glad, og kunne lide det de laver. Hvis man tager en tur på agilitybanen, ser man kun glade hunde, der nyder det de laver. Nu træner jeg selv med en hund på agilitybanen, og hvis jeg begyndte at piske eller slå på ham, fordi han ikke ville springe, havde folk gået over og givet mig samme tur. Det synes jeg er helt i orden, og hvis jeg så sådan noget, ville jeg nok ytre min mening med meget store bogstaver overfor vedkommende.
Men hvorfor er der så stor forskel? Ja, hesten er et større dyr, men der vil aldrig være en grund til så grov mishandling. Hesten er et spejl af en selv, så hvad man beskylder hesten for, er egentlig ens egen skyld.
"Hesten er tykhuddet og kan ikke mærke så meget"
Jamen nå! Hvorfor går alle heste så og svinger med halerne her om sommeren? Det er jo nok ikke for sjov, men fordi de kan mærke bittesmå fluger på kroppen. Og ikke for noget, men man skal ikke være ret klog for at vide, at fluerne ikke vejer flere kilo.
"Hesten er et stort dyr, og hvis ikke de bliver sat på plads er de farlige"
Dengang jeg red med bid, var min hest farlig. Det var ikke fordi hun ikke blev sat på plads, eller ikke blev reddet hårdt nok. Det var fordi hun afspejlede mig, mit varme temperament der nemt kogte over, min grådighed og egoisme. Dér var hun farlig, hun både stejlede, bukkede, bed og ja, hun var farlig for menneskerne omkring hende.
Jeg er flov over at mine medmennesker i hesteverdnen er så uvidne og ligeglade. Den ligyldighed blandt ryttere gør mig nervøs. Hvor er vores sport på vej hen? Foruroligende hvor meget hestene skal kunne til chamiponaterne, og hvor travlt ejere og trænere har. Hvor blinde vores dommere er. Dressurdommerne giver spændte og spjættende heste højere karaktere, end de heste der faktisk går dressur, og springdommerne disker ikke de ponyryttere der giver deres ponyer skylden for deres fejlridning.
Jeg håber inderligt, at jer som læser med, lige overvejer om de røde rosetter virkelig er så meget værd.
Take care
-Linette
